top of page

Der gik drengerøv i den



Mi Kadett

Mi Kadett

Kadetten var i mange år Opels mest populære model. I en periode i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne var det Danmarks mest solgte bilmodel, måned efter måned. Jeg har i sin tid købt og solgt mange af dem. Der var mange brugte til salg, det var lette biler at lave i stand, og så kunne de sælges med en fornuftig fortjeneste. Kadett C-, D-, E-modellerne var alle populære biler her i landet.


En Kadett i bilhandleres brugtbilsrække var altid interessant

Så en lettere ramponeret Kadett i bilhandleres brugtbilsrække var altid interessant for mig. I 1994 var det ikke mere salg af brugte biler, jeg supplerede min indkomst med. Men jeg kunne alligevel ikke lade være med at holde øje. Jeg var forbi Storegård biler i Bramming i andet ærinde, da jeg fik øje på en Kadett E fra 1985 1,6S, der stod i rækkerne. Den havde en lille frontskade men var ellers hel og uden gennemgående rust. Jeg spurgte til prisen, og da rækken med brugtbiler var lang, tilbød jeg at give det samme for bilen, som de havde givet for den, og det blev der handel ud af. Vi kunne nemlig godt bruge en bil nummer 2, og dette var et let objekt. Selv om E-modellen ikke var min favorit på nogen måde, var det en rummelig bil med plads til en barnevogn, og det var lige, hvad vi havde brug for på det tidspunkt.


Da jeg fik den hjem, gik jeg i gang med det samme. Bilen havde kørt med en dårligt limet forrude, så den var våd i bunden, og for-kofanger og hjelm skulle skiftes, og en ny forlygte måtte der også til. En autoophugger i det midtjyske havde netop hugget en GSI. Jeg satte min trailer på krogen og kørte op efter de dele, jeg manglede, for et andet interiør end det lortebrune som sad i bilen ville være et stort løft for atmosfæren inde i bilen. Der midt i 90’erne var alle ophug fyldt med Kadetter, så man kunne finde alt til en Kadett for små penge. Til min overraskelse havde delene jeg havde købt over telefonen en flot mørkerød metalfarve. GSI’en de kom fra havde haft en stor bagskade, så jeg købte hele fronten. Et andet ophug havde en skadet Kadett Sport stående, hvorfra jeg købte hele interiøret inklusive de flotte Recarosæder, som sad i disse modeller. Så min trailer var stopfyldt, da jeg kørte hjemad.


Plan for bilen tager en drejning

Mens jeg kørte hjemad, besluttede jeg mig for, at jeg ville male hele bilen i den flotte farve som delene, jeg havde med hjem, for alt jeg manglede for at lave en smart bil ud af de dele, var en GSI bag-kofanger, der passede til mit sommerprojekt. Jeg pillede alt ud af bilen og smed den til min maler og bad ham gøre sit bedste. Jeg fik den retur lige til sommerferien og brugte en uge på at samle vor Kadett. Da vi jo selv ville bruge den nogen tid fremover, gjorde jeg mig lidt umage med at få alt lavet ordentligt. Den havde nemlig ikke kørt mere end 100.000 km og gik rigtig fint i både motor og gear.


Der gik drengerøv i den

Der gik lidt drengerøv i denne Kadett, og den endte op med at blive en rigtig flot bil. Da jeg så det samlede færdige resultat, blev jeg enig med mig selv om lige at give den det sidste. Det vil sige fine Fondmetal fælge, GT rat og instrumentering. Kosmetisk perfekt. Så jeg kastede mig over motoren med den store service, som bl.a. indbefattede renovering og optimering af Varajet II karburatoren og en ny Simens ”free flow” sports udstødning, i stedet for den håbløse eftermarkeds udstødning af ukendt herkomst som sad på bilen.

Alt blev faktisk så godt, at vi kørte på sommerferie i den rummelige nummer to bil den sommer. Alt var som det skulle være bortset for bilens håbløst dårlige undervogn. Jeg havde haft en ny Kadett E i 80’erne og vidste godt, at det ikke var modellens stærke side. Jeg tog en telefon til en vis Hr. Henrik Lundgård, der jo havde kørt rally i disse biler, så han måtte om nogen vide, hvordan man skulle få sådan en til at køre ordentligt. For er der noget jeg ikke kan have med at gøre, er det en bil, hvor fjedre og støddæmpere ikke passer sammen. Kadett E havde en historisk dårligt opsat undervogn, det blev en smule bedre ved faceliftet i 1990, men aldrig godt.


Køreglæden findes i Opels motorsportskatalog

Henrik Lundgård gav mig nogle originale reservedelsnumre på originale bøsninger og ophæng, som fandtes i Opels motorsportskatalog. Han anbefalede mig også at bruge fjedre og støddæmpere fra den sidste årgang GSI, som vist nok kom fra Bilstein. Jeg fandt sådan et sæt, og Opel i Herning skaffede mig de optimerede rallydele. Da de dele kom på, var bilen næsten ikke til at kende, både komfort og sport blev forenet, og bilens køreegenskaber var som forvandlet. Det blev rigtig godt. Vi beholdt bilen i 3 år og kørte 80.000 km i den, og da jeg solgte den fik jeg 20.000 kr. mere for bilen, end jeg i sin tid havde givet for den hos Storgård biler. I 1995 var vi fx på en lang tur i bilen gennem Europa, med 3 børn på bagsædet. Det gik fint, bortset fra den manglede A/C-anlæg. Det manglede vi især, da vi kom til London, hvor der var hedebølge og 33 grader. Denne Kadett fik æren af at blive min sidste hjemmebyggede familiebil. Desværre tog jeg ikke ret mange billeder af bilen, men her er de få, som eksisterer.

Efterspil. Jeg solgte bilen til en ung mand her i byen. Desværre smadrede han bilen i et kryds i midtbyen. En bil overholdt ikke sin vigepligt, og jeg så det sørgelig syn af vor fine Kadett liggende på siden. Han havde bilen et års tid før ulykken, og købte derefter en original GSI som sin næste bil. Jeg mødte ham en søndag morgen ved bageren, hvor han sagde: ”Det er lidt ærgerligt, at ”din” Kadett blev smadret, for min GSI kører ikke så godt, som den jeg købte af dig.”


Tak, Henrik Lundgård, for opskriften…






Kadett

Modelnavnet Kadett så dagens lys i 1937. Produktionen af den første Kadett blev stoppet af krigen. Efter krigen blev denne bilmodel og hele produktionsapparatet taget som krigsbytte og flyttet til Rusland, hvor produktionen blev genoptaget under navnet Moskvitch.


Kadett-navnet dukkede op igen i 1962 (model A). Det var en lille halvkedelig skotøjsæske af en bil, som trods det opnåede en vis popularitet, idet der blev produceret knap 650.000 eksemplarer af modellen. Modellen var kun i produktion i perioden fra 1962-1965.


Modellen fandtes i 3 versioner, som Sedan, Van og Coupe, alle med den samme lille 993 cc stødstangsmotor. En god lille maskine som for øvrigt kom til at tjene Opel i mange modeller helt frem til 1993, hvor den efter lang tro tjeneste forsvandt fra Corsa-modellens motorudvalg.


B-modellen

Kadett fik sit store gennembrud med B-modellen. Den var en lidt større bil, pænt designet og i produktion fra 1966-1973. Der blev solgt knap 2,7 millioner eksemplarer af B-modellen. Denne model kom i en mængde versioner og med et større udvalg af motorkonfigurationer. B-modellen fik også tilført et sportsligt tilsnit i form af de fine SR og Rally versioner, som endda kom til at nyde godt af den store CIH motor i 1,5, 1,7 og 1,9 liters form.


Kadett motoren

Det var dog den lille OHV stødstangsmotor, der var standardmaskinen i størsteparten af alle B-modeller, mest udbredt som 1,1 liters version. Det var den samme motor, som med lidt større boring bragte motoren op i 1.078 cc.

Som standard havde denne motor 45 hk, og som S-motor med lidt højere kompression leverede den lille maskine hele 54 hk. Kadett-motoren havde en god ydelse til trods for, at den havde topstykke med kun 3 udstødningskanaler og to siamesiske indsugningskanaler, som forgrenede sig inde i topstykket mellem udstødningskanalerne (som på BMC A serie motor).


Alle versioner havde desværre en lille primitiv Solex 35 PDSI karburator med manuel choker. Men trods den enkle motor og den sparsomme udrustning var denne motors kendetegn, at den ikke brugte ret meget brændstof, og at den var holdbar. I B-modellen fik 1,1 motoren endda en overbygning i form af en 60 hk SR motor med 2 Solex 35 PDSI karburatorer og forhøjet kompression (9.2:1).

I 1971 kom den sidste og endelige version af denne motor. Man forøgede boringen nok engang, og det var nu en stærk overkvadratisk motor. Alle versioner af denne legendariske lille motor, lige fra 1,0 motor til 1,2 (1196 cc) fandt vejen til B-modellens store motorrum.


Dette med at øge motorvolumen var meget almindelig praksis dengang, og en meget enkel og billig vej til flere motorkræfter. Det kan virke mærkeligt og unødigt, at Opel valgte at udstyre denne model med de mange forskellige motorkonfigurationer af det, som grundlæggende var to forskellige motorfamilier OHV og CIH. Men B-modellen var lidt af en verdensbil, og derfor var det lokale skatte- og forsikringsforhold, der var årsag til, at B-modellen blev motoriseret så forskelligt fra land til land. Her i Danmark var det 1,1 og 1,2 version med N (normal benzin), der var mest almindelig.


Stort motorrum og lille motor gjorde alle baghjulstrukne Kadett-modeller ekstremt servicevenlige og enhver gør-det-selv mekanikers drøm.


På trods af at denne motor kun havde 3 hovedlejer og kort slaglængde, var det en forbavsende holdbar og levende lille motor. Men da der kun var 2,5 liter olie til at smøre maskineriet, var det vigtigt at holde olieniveau på maks. og at skifte motorolie til tiden. Det var også vigtigt at sørge for at holde vand nok på køleren, for der var ikke ekspansionsbeholder i kølesystemet, og motoren havde det ikke godt med løbe varm. Motoren havde en let genkendelig lyd, hvor ventilernes klikken var en del af charmen.


Transmissionen var lige så enkel som motoren, 4 trin med synkronisering på alle fremadgående gear. Den stive bagaksel blev dog i det mindste med tiden affjedret med skruefjedre i stedet for de primitive bladfjedre.

Versioner med 1,0 og 1,1 motor havde en lang skrå gearstang, der gik direkte i gearkassen. Senere blev der lavet en karosserivariant med en større geartunnel, som gav plads til tilbagetrukket gearskifte, et dejligt kort og præsist gearskifte, her i Danmark meget udbredt i Holliday-modellen.


C-modellen

C-modellen fra 1974-1979 var bygget efter de samme normer, og mange dele var de samme. Alligevel var det en helt anden bil. Selv om konstruktionen nu kunne anses for at være lidt gammeldags, vandt C-modellen mange køberes gunst og fik meget stor udbredelse. Opel gjorde meget ud af afstemningen, og der kom en harmonisk lille bil ud af det, som nød meget stor popularitet her i Danmark. C-modellen var den sidste lille Opel med baghjulstræk og den sidste bilmodel, som blev samlet her i Danmark, ja en Kadett C var den sidste bil, der løb af samlebåndet på GM samlefabrikken i København.


Modellen kom i rigtig mange varianter, som fx Sedan i to- og firedørs udgave, Stationcar, Coupe, 3-dørs Hatchback (city). Den mest sjældne C-model var Aero, som var med åbent tag. Der blev kun lavet 1.242 eksemplarer af denne model hos Bauer i Stuttgart. Disse biler er i dag værdsatte samlerobjekter.


I 1978 fik modellen et facelift, kendetegnet ved at de forreste sideblink gik om hjørnet i for, så forskærme var anderledes. Det gav bilen en helt anden fremtoning, og mange ældre modeller fik disse modificerede forskærme monteret, når de originale var rustet igennem. Modellen kom i et hav af specialmodeller som fx Berlina, SR, GTE og City.


Coupe-modellen kunne fås med alle motorvarianter på nær den lille 1,0 motor. Det vil sige 1,2, 1,6, 1,9 og 2,0.


Modellerne med 1,9 og 2,0 motor havde Bosch L-Jetronic indsprøjtning og henholdsvis 105 og 115 hk. Disse modeller vandt mange sejre i Rally og er i dag meget værdifulde samlerobjekter. Med den fine Bilstein undervogn er det en særdeles sjov bil at køre. Komfort var aldrig bilens stærke side, men det er alligevel let at forstå, hvorfor denne bil fik klassikerstatus ud over det sædvanlige for en lille Opel at være.


Kadett C kom også i en Vauxhall variant under modelnavnet Chevette. Denne model havde Vauxhall motor og en mere aerodynamisk front, en model som også vandt en vis udbredelse her i Danmark. Chevette blev aldrig set på som en Opel, hvad den jo heller ikke var. Men den overlevede Kadetten og var i produktion helt frem til begyndelsen af 1984.


C-modellen var en rigtig verdensbil og fik stor udbredelse, den fandtes fx som Daewoo, Buick og Isuzu. C- modellen havde samme transmission som B-modellen, men kunne leveres med 3-trins automatisk transmission.


Opel gjorde meget ud af at afstemme styretøj og affjedring bedst muligt. Man lykkedes næsten med at skjule bilens enkle og gammeldags teknik. De baghjulstrukne Kadetter var gode at køre pga. velafbalancerede køreegenskaber. Men på is og sne var den lette bagvogn lidt af en plage. Bilens vejgreb var simpelt hen for dårligt. Dette blev pinligt afsløret i de snerige vintre i slutningen af 70’erne, hvor en flise i bagagerummet var eneste mulighed for bare nogenlunde anstændig fremkommelighed. City-modellen om muligt endnu værre, - den var ganske enkelt håbløs, når der var sne på vejen. Men C-modellen var billig i drift, holdt sin gensalgsværdi godt, så længe rusten ikke havde fået alt for godt fat. Opel gjorde intet for at beskytte sine biler mod rust. En 4-5 år gammel Kadett, der ikke var blevet undervognsbehandlet, kunne være rustet igennem flere steder. Disse biler var bilværkstedets bedste ven, let at skrue på og relativ servicekrævende. Alt kunne laves med almindeligt værktøj, og der kunne sælges mange gode værkstedstimer, hvoraf en del var med en svejser, når de skulle synes ved ejerskifte.


C-modellen blev bilen, som afsluttede en ære med små baghjulstrukne Opel biler. Alt det sportslige udstyr man kunne tilkøbe kombineret med de fine velafbalancerede køreegenskaber gjorde bilen populær hos gammel og ung. C-bilmodellen fremstår nok for mange, som oplevede den i sin storhedstid, som den mest ”rigtige” Kadett af dem alle. Med en produktion på ikke mindre end 3,3 millioner også den mest populære!


Artikler du må læse:

8 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page