top of page

Integra Type R - En unik Følelse

Opdateret: 28. jun. 2023



Honda Integra

Type R



Når Honda mener det alvorligt

Når Honda bygger en bil, der skal være noget særligt, så er den det som regel. Den første bil fra Honda i denne kategori var Honda S600, året var 1964. Selv om motoren i denne lille Cabriolet kun var på 600 Ccm, så ydede den 57 hk, og kunne køre 145 km/t. Alt i motoren var lavet af aluminium. Der var tale om et DOHC crossflow topstykke, og motoren havde en krumtap med nålelejer. En lille juvel af en motor, som kunne rotere op til 9000 omdrejninger. Senere fulgte biler som S800, S2000 og NSX. Jeg har ofte læst om disse fantastiske skabninger fra Honda, og beundret dem.


Første møde med Type R

I 1997 lancerede Honda en racerbil til landevejen, det var Integra i en Type R udgave (DC2). Det var en bil, som almindelige mennesker kunne købe; prisen var godt 300.000 kr. Det var den første Type R Honda, som kom til Danmark. Jeg tog den i øjesyn hos min foretrukne Honda-forhandler, som ligger i Glejbjerg, og ønskede så bitterligt at den hvide skønhed kunne blive min. Men nej, for det første den var den allerede solgt, og for det andet kunne min familie jo heller ikke være i den, så det var bare at glemme den bil. Men jeg har aldrig glemt den model! Der skulle gå helt frem til juni 2020, før jeg fik anledning at prøve en, og det var en sjov oplevelse.


Mit første møde med et bilikon

Jeg har prøvet mange forskellige af de lidt mere specielle Honda-modeller, men mine forventninger til en Integra Type R var store, og jeg blev ikke skuffet.


Når man starter motoren, lyder den som en hvilken som helst anden Honda fra den tid, springer straks i gang og går helt jævnt med det samme. Lyden inde i kabinen er ikke direkte påtrængende, men alt der foregår derude foran høres tydeligt, og det er en sund mekanisk lyd. Man kunne forledes til at tro, at dette er en helt almindelig japansk bil fra dengang, men dette er ikke nogen almindelig bil, og det skal straks går op for en. Denne aktuelle bil jeg fik anledning at prøve var en af de få, en som har overlevet næsten uden modifikationer. Trods sine 22 år er den original, og med kun 88.000 på klokken kunne jeg her få den originale Type R oplevelse.


Straks bilen begynder at rulle, noterer man sig ret hurtigt, at bilen er hårdt affjedret i forhold til de fleste biler, men med det samme man er på asfalteret vej, falder bilen til ro. Det næste man bemærker er det direkte styretøj og det helt fantastiske gearskifte. Gearskiftet minder om et velsmurt våben, ingen antydninger af slask. Rattet kan ikke justeres, men rat, gearstang og de fantastiske Recaro sæder passer perfekt til en sportsbil.


Rolig nu, det er bare en bil

Ja måske, men ude på de små veje opdager man hurtigt, at dette er en speciel bil. Bilen ligger som støbt til vejen, og man føler alt fra vejen op gennem sæde og rat. Styretøjet er tilpas følsomt, man er efter et øjeblik helt i harmoni med bilen. Ikke et temperamentsfuldt spøgelse af en bil som kræver lang tilvænning, nej faktum er at denne model er let kørt og samtidig en oplevelse. Jeg kunne ikke lade være med at tænke: ”Sikke en unik følelse!” Sådan en gammel bil har ingen ret til at give denne følelse. Motoren har en meget speciel karakter. Ved lave omdrejninger helt som en almindelige 1,8 motor, men fra ca. 5.800 omdrejninger sker det forunderlige; motoren skifter lyd, fra en dyb sportsvognslyd, til lyden af en racerbil. Det er så vild en lyd, at man tænker ved sig selv: ”Kan dette være en motor på bare 1,8 liter uden turbo?” Lyden fra motor, indsugning forfra og udstødning bagfra danner et crescendo, som kun matches af biler, der koster en million eller mere, til og med hvor lyden ret ofte er snyd. Her er lyden ægte. Hvis man åbner motorhjelmen, forventer man at se noget vildt sofistikeret, men det er jo tilsyneladende en helt almindelig DOHC motor fra 90’erne. Motoren går tilmed helt jævnt i tomgang trods den høje tuningsgrad. Ingen mislyde fra ventiler eller stempler, bare symaskineagtig vellyd. Det kan egentlig ikke overraske, for det er jo netop det, Honda kan.


Køreegenskaber som en racerbil

Bilens køreegenskaber overrasker næsten lige så meget som motoren. Trods forhjulstrækket understyrer den ikke, men følger bare vejen og den valgte kurve, og alle førerinput transmitteres ufiltreret med en kompetence, som ingen anden forhjulstrukken bil fra den tid tilnærmelsesvis kunne byde op med. Styretøjet er tilpas vægtet og med god vejfølelse, skarp uden at få bilen til at virke urolig. Når man har prøvet denne bil, ved man, hvor godt en forhjulstrukket bil kan køre. Selv om affjedringen er hård, er den ikke ubehagelig, og det påvirker aldrig bilens balance i et sving. Chassiset flekser ikke, som det var almindeligt på biler fra den tid. Integra chassiset er da også stivet af i Type R udgaven. Integra byder på en ægte sportsvogns køreoplevelse. Man har bare lyst til at køre og køre, finde flere udfordrende sving, bremse og accelerere igen og igen. Dette er en af de mest kompromisløse biler med plads til 4, som jeg har kørt.


Biler som denne her hører desværre fortiden til. For at få en bil til at køre sådan, må den ikke være for tung, og motoren skal kunne rotere. Honda lettede da også Integra modellen ved overgangen til Type R, ingen lyddæmpning af betydning, tyndere ruder og A/C var noget, man måtte bestille som ekstraudstyr og selv få monteret. Denne bil blev skabt til sportslig kørsel og ikke til at fodre luksusdyret. Men denne bil gør det tydeligt, at næsten alle af dagens biler har mistet noget undervejs hen mod mere sikre og økologiske biler. Euro 5 udstødningsnormen i 2009 satte en effektiv stopper for motorer, der henter effekten ved hjælp at ekstremt mange omdrejninger.


Mere end summen af de dele den består af

Denne direkte og intense kørefølelse fra denne fintunede Sport Coupe imponerer, for når alt kommer til alt, er Type R udgaven af en Integra ”kun” en fabrikstunet standardbil. Men denne bil viser med al tydelighed, at når Honda vil, så kan de udvirke små mirakler med en helt almindelig bil. Det var med vemod jeg leverede nøglerne tilbage til bilens ejermand. Lige nu har jeg desværre ikke plads til flere biler i min garage, men skal jeg have en bil kun for sjov, så står en Integra Type R højt på listen.


Er dette verdens bedste forhjulstrukne Sport Coupe? Ja måske, især hvis man ser bort fra dens efterfølger DC5 modellen, som desværre aldrig kom til Danmark. Men heldigvis laver Honda stadig Type R udgaver af deres modeller. Den 10. generation af Civic findes også i en Type R, og den har sat ny standard for forhjulstrukne biler. Mangler en Integra DC 2 modellen noget? Ja, et 6. gear og en smule mere drejningsmoment ville ikke skade.

10 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comentários


bottom of page