En helt original Mini Mrk. IV dukker op i det vestjyske

En rustfri 70’er Mini findes ikke

I vores klima er der i alle fald RIGTIG langt mellem dem. Selv hvis en bil har været gemt forsvarligt af vejen i årevis, har tidens tand sat sine spor. Jeg har restaureret en del gamle biler i tidens løb, så jeg ved, hvordan dette er. Alligevel kan jeg ikke lade være med at holde lidt øje med, hvad der kommer til salg af de bilmodeller, som jeg har interesse for. En af disse bilmodeller er den klassiske Mini fra 1959-2000. Eftersom det er over 40 år siden, import til Danmark gik i stå, er der ved at være langt mellem snapsene. Men i 2022 dukker der en ret interessant bil op her i det vestjyske, dette i form af en helt original Mini Mrk. IV (modelvariant fra 1976-1982). Sådan en var min første bil, og denne til og med i samme farve. Prisen var højestbydende, noget som kan dække over helt urealistiske forventninger, eller det modsatte.

Værd at redde?

Man må nyde lykken og håbe på en fornuftig handel, når man skal kigge efter en klassiker. For hvad er en gammel slidt bil værd? Det er jo udbud og efterspørgsel, det handler om til syvende og sidst. Hvis man skal dømme efter prisen på gamle ”hundehuse”, er der flere, som vil købe, end der er biler til salg. Men når alt kommer til alt, skal en Mini være meget gammel, ekstremt velholdt eller en specialmodel for virkelig at koste penge, og en Mini 1000 fra 79 er ingen af delene. Mange af de rigtig fine biler skifter desværre ofte ejer uden nogensinde at blive sat til salg, eller ender hos de bilhandlere som har specialiseret i klassiske biler, og så får prisen typisk alt den kan tåle og nogle gange lidt mere til. Selv synes jeg, det er sjovt selv at støve sådanne biler op og handle med dem, som har ejet og kørt bilerne. Det er ofte eneste vej til bilens virkelige historie, og et køretøj uden historie har ikke den samme værdi for mig. En god handel er der hvor begge parter føler, det var en god handel. Men som vestjyde må smilet helst ikke være alt for bredt hos sælger.

En sjov handel

Men denne annonce vækkede som sagt min interesse. Billederne af bilen så rigtigt lovende ud. Men hvor ofte er man ikke blevet skuffet, når man ser bilen i virkeligheden? En telefonsamtale afslørede dog, at der var tale om en 1 ejers bil, som var kørt i garage sidste gang tilbage i 2011. Nu skulle huset sælges og garagen tømmes, derfor skulle bilen afhændes, og gerne til en Mini entusiast. Jeg tog en tur for at se på den med det samme. Ejeren havde haft 3 Minier op gennem tiden, og havde tydeligvis stadig stærk binding til denne bil. Faktisk gik snakken lystigt om Mini og den tid, hvor de var populære på de danske veje. Men uanset var prisen nu noget mere fasttømret, end annoncen antydede. Ejer håbede på at få den samme pris, som da den var ny. Jeg havde svært ved at finde modargumenter for denne lidt underfundige prisantydning. Det var vel sådan set fair nok. Bilen var som sådan ikke et fund, men komplet helt ned til mindste detalje, inklusiv et komplet uskadt interiør hvilket er en sjældenhed for gamle Minier.

Bilens karosseri var dejligt fri for buler og uden synlig rust de sædvanlige steder om end særdeles patineret. Desværre også med spor af tidligere udført rustarbejde i bund i for og i det ene udvendige panel. Mange lags undervognsbehandling kan være en god ting, men kan også skjule masser af rust. Faktum var dog, at denne bil helt klart var værd at redde. Og det kunne da være sjovt at have sin første bil igen.

De mange år i en fugtig garage havde været hård ved bilen. Selv om den havde kørt derind for egen maskine, måtte den trækkes ud i lyset. Bilen stod med flade dæk, uden batteri, med køler som var gennemtæret, og gearophæng som var rustet over. Derfor var det ikke muligt at prøvekøre, men sælger kunne garantere, at de 116.000 km var ægte, og al dokumentation inkl. servicebog talte sit tydelig sprog om bilens historie. Bilens historik var der ingen grund til at drage i tvivl. Den oprindelige købsfaktura samt foto af bilen som ny var på plads, så jeg købte den på stedet.

Rusten eller ej?

Det er en noget risikabel affære at købe en 43 år gammel Mini uden at gennemgå den minutiøst for rust. For rust er der, det er det eneste, man kan være helt sikker på. Jeg kender Miniers mest svage rustpunkter alt for godt, derfor kunne jeg let konstatere, at dette ikke var et slet kamufleret rustvrag. Alligevel var det lidt spændende at få sæder og gulvtæppe ud og få den på liften for at tjekke karosseriet ordentlig igennem. Jeg kunne imidlertid ånde lettet op. Det som var af rust i vognbunden, var til at overse.

Total renovering eller ud på vejen som den er?

Men det store spørgsmål genstod end nogen tid, total renovering eller blot tilbage til køreduelig tilstand? Jeg valgte (som så ofte før) den totale adskillelse. Et valg jeg var noget betænkelig ved, for er adskillelsen først i gang, er der på et tidspunkt ingen vej tilbage. Valgte dog lige at få motor startet op før adskillelse for at se og høre, om den virkede ok, hvilket meget kunne tyde på, motorgang at dømme. Men da koblingshydraulik var rustet fast, kom den ikke på vejen, før den blev adskilt. I denne fase af en renovering har skuffelser det med at melde sig. Denne bil ingen undtagelse. Bilen havde på et tidspunkt fået en ny inderskærm og to nye forskærme, hvilket jo sådan set var ok, da rustarbejdet var fagmæssigt udført. Desværre havde rusten haft frit spil i den tilbageværende originale inderskærm, og derfor havde bilen været utæt i den side med mug og rust i vognbund til følge. Mus havde også hygget sig gevaldigt i vognbund og varmeapparat. Listen over nødvendige nye dele blev ved med at vokse.

Adskillelse uden problemer

Takket være overdådigt udført rustbeskyttelse i tidens løb var adskillelse let og stort set fri for fastrustede bolte. Til gængæld ved det noget af et job at få alt Tectyl skrabet bort. Flere steder var der op til ½ cm tykt lag af sort klæbrig masse. Men skulle det af, skulle det være nu inden lakering.

Motor kom nedenud sammen med forbro og efterlod et stort sort hul med overfladerust og olieblandet skidt i en herlig deprimerende blanding. Bagbro var en spændende del af adskillelsen, for var den rustet igennem?

Det var den heldigvis ikke, og det var til og med den originale bagbro, som stadig sad der. Det var en lettelse, og ligeledes at bagbroens fastgørelsespunkter heller ikke var gennem rustet. Tanken var at renovere disse dele med nye bøsninger og lejer, mens bilen var til maler. Malerens første opgave var derfor lakering af for- og bagbro, så vi kunne få det hjem og begynde at samle. Alle løse dele blev sandblæst og malet, og efterhånden blev den triste adskillelse afløst af den glædelige samling af nye dele. Alt gummi på så gammel en bil er mørt, og alt blev skiftet. Alle Minier efter 1969 har gummiaffjedring. Derfor blev affjedringselementer også skiftet ud med nye originale dele. Det fine ved at lave en gammel Mini er, at alle dele er let tilgængelige og ikke kostbare.

Malerarbejdet tager sin tid

Det nøgne karosseri blev sandblæst på kritiske steder her på stedet og kørt til maler i lukket trailer lige før sommerferien. Det var håbet at få den tilbage efter en måned eller to, men sådan gik det ikke. Det trak ud, og først den sidste fredag før jul var den klar til afhentning. Vinteren 2022 var en prøvelsens tid for Autolakeringsbranchen med høje energipriser.

Forvandlingen var imidlertid total. Den triste falmede lak var nu erstat at ny skinnende blank ditto. Herligt!

Egentlig var tiden der gik med en tom lift i værkstedet fin nok, dels var det godt med en lille pause, og dels gav det tid til at få for- og bagbro lavet ordentligt, og at gøre alle dele som skulle genbruges rene og fine. Klar til montering. Alt koblingshydraulik blev fornyet, bremsehovedcylinder blev istandsat og genanvendt. Alle rør og slanger fornyet. Varmeapparat rengjort med nyt varmeelement, klar til montering.

Motor genbruges som den er

Tilstand på motor og gearkasse kunne man af gode grunde ikke vide ret meget om. Valget faldt dog til sidst på at nøjes

med at rengøre og male motoren uden adskillelse. Dog fik den en ny dobbelt knastakselkædesæt og nye pakdåser hvor muligt, så måtte det vise sig, om det var en god ide at springe over, hvor gærdet var lavest, hvad drivværk angik. Starter og generator blev adskilt, renset og rengjort. Motor og forbro blev genforenet og sat til side, klar til samling.

Bedre bremser?

Bremser på en Mini fra den tid er et svagt punkt, så i stedet for at renovere bremser i for blev tromlebremser udskiftet med et komplet sæt Cooper S skivebremser og tilhørende nye hjulnav. Det spændende ved det var, om det ville blive nødvendigt at montere bremseforstærker, noget jeg gerne ville undgå for at bevare motorrummets originale udseende.

Samling

Samling af en bil er det man ser frem til, og stort set gik det helt efter planen. Da først karosseriet kom tilbage efter lakering, gik det stærkt. Da lakering blev udført af et firma, jeg ikke har benyttet før, blev det lakeringens kvalitet der ville blive afgørende for det slutresultat, der skulle stiles efter. Lakken blev ikke perfekt men ret god. Derfor fik denne bil lige det sidste i form af et rat fra en nyere model og en original 1275 GT udstødning, som jeg fandt i Sverige. Ud over dette blev alle dele som kunne genbruges genanvendt, og omkostninger til køb af nye dele holdt i skak. Med til den historie hører også, at jeg har en del reservedele fra tidligere Mini renoveringer, som kunne anvendes. Så budgettet for denne bil løb ikke løbsk, som det ellers let kan.

Tilbage på vejen igen

Den 23. marts ruller bilen for første gang i 12 år for egen maskine, og heldigvis var både motor kobling og gearkasse helt i orden. Den 21. april synes og indregistreres den igen. En nysamlet bil har altid en del ting, som skal rettes til. Denne bil havde en mærkelig raslelyd, som var meget vanskeligt at lokalisere. Lydes viste sig at komme fra den lille plastklap i siden af varmeapparatet, som lukker luft ud i bilens fodbrønd i førersiden. Plasten var med tiden blevet hård og kunne frembringe en raslelyd, som lød som metal mod metal. Det tog en del timer og mange små prøveture at få has på den lyd.

Det var virkelig en nostalgisk oplevelse at køre sådan en igen. Slutresultat blev faktisk helt ok, når jeg selv skal sige det. Bilen har bevaret sin originalitet uden at gå til yderligheder. Men netop Minier fra slutning af 70’erne er i dag ved at være en sjældenhed.

Denne bil vil fremover blive brugt som reklamebil for mit firma og som hyggebil for undertegnede og min familie, som også holder af disse karismatiske små biler.

Mark IV 1977-1983

Denne modelserie kendes på at have to kontakter i ratstammen, visker/vasker-funktionerne blev flyttet op til rattet i modsat side af afviserkontakten. Visker og sprinkler kunne således aktiveres uden, at føreren skulle række frem efter den lille kontakt ved startnøglen. Alle modeller fik oplukkelige sideruder i bag og flere støjdæmpende materialer under gulvmåtter i for. Denne model fik gummiophængt forbro; noget som forhindrede de værste motorvibrationer i at forplante sig til karosseriet. Alt sammen forbedringer som gav en tiltrængt forbedring af komfort.

Ud over disse fælles forbedringer fik 1000 og Clubman også friskluftdyser i hver side af instrumentbordet. Dertil kom stofsæder med justerbare ryglæn og sikkerhedskrog. Alle modeller udstyres 1½ tommer SU-karburator.

Originalmonteret radio var ekstraudstyr.

Denne bil er den faceliftede model fra 1978 med de nye baglygter med indbygget baklys. Heldigvis uden de lidet skønne skærmforøgere som alle Mini modeller i Danmark fik fra 1981-.

En historie fra det virkelig liv i en Mini Mrk. IV

Et hav at assistent systemer gør at selv en middelmådig bilist kan køre rimeligt sikker. Avancerede transmissioner herunder 4WD sørger for fremdrift næsten uanset føre. Skulle det endelig gå galt er en moderne bil så sikker at selv alvorlige ulykker sjældent medføre personskade. 

Jeg har i min tid som bilist kørt mange km under udfordrende forhold også i biler fra den tid hvor biler var enkle kreationer uden alt dette vi i dag tager for givet. Det var en tid hvor bilens basale køreegenskaber var af afgørende betydning. Sært nok er mange at mine bedste minder fra kørsel i biler som var enkle og uden alt den sikkerhed vi i dag forventer i en bil. 

Her kommer en historie om sådan en oplevelse.

Den var gal med min ryg, så jeg måtte en tur til den rygspecialist som forstod sig på min ryg og han holdt til i Randers. Jeg var så heldig at få den sidste time han have i sin kalender i 1978. Da dagen nærmede sig begyndt meteorologerne at snakke om snevejr, og da dagen oprandt vurderede jeg at afbestille, for nu lød vejrvarsel på sne og fygning over hele landet. Fredag den 29 december skulle landet blive ramt af voldsom vejr. Vintrene 78 og 79 var helt usædvanlige snerige, men denne snestorm som ramte landet i nytåret 1978 var voldsom i en grad der aldrig set siden og var hvad man i dag ville betegne som en 100 års hændelse.

Mange på min alder husker snestormen den sidste weekend i 1978

Den fredag formiddag var det lidt svært at forstå hvad der ventede, for der var ingen vind, det var gråvejr og plus grader i det vest og midtjyske. Da jeg ikke havde en bil der var god i sne og på glatte veje var det en lettelse at min storebror bød sig selv og sin bil til. Han var typen der elskede at udfordre sig selv og sin bil når vejret var en udfordring for trafikken. Han havde flere gange bevist hvad han kunne i sin lille forhjulstrukne Mini. Derfor sagde jeg ja tak. 

Vejrudsigten lød:

Hård vind til kuling og efterhånden udbredt snefald med fygning mange steder. Temperaturer mellem 1 og 6 graders frost. Over de allersydligste egen dog i begyndelsen regn og et par graders varme.

Vi tager en chance 

Vi kørte fra Grindsted mod Vejle lige over middag, da vi skulle være fremme i Randers senest klokken 15. På grund af vejrudsigten havde vi varmt tøj på og vi medbragte da også en skovl for en sikkerheds skyld.

Det var først da vi nærmere os den jyske højderyg ved Vandel de første snefnug begyndte at dale. Dengang skulle man ind gennem Vejle by for at komme nordpå og der var altid tæt trafik på fredage, Således også den fredag. Dengang var der ikke motorvej hele vejen mellem Vejle og Århus og da vi nåede den nordgående motorvej var det blevet ordentlig snevejr. Allerede før vi nåede Århus var sneplove i aktion for at holde vejen farbar. Humøret var dog højt i den lille Mini og det spartanske varmesystem holdt os gode og varme og forhjulstrækket holdt os på ret kurs, uden de helt store udfordringer. 

Da vi forlod motorvejen og kørte ind mod Randers var vejrudsigten blevet til virkelighed. Det sneede kraftigt og  vinden var taget til, besøget hos rygspecialisten varede en times tid og da vi kom tilbage til bilen var der faldet en god lag sne, det var blevet frostvejr og sneen føg fra hustagene og den lille Mini var sneet til, men kunne dog fint komme derfra for egen maskine.

Vi får pludselig travlt med at komme syd på

Hvad nu? Vejret var om muligt værre end vejrudsigten. Nu var det med at komme afsted. Det var blevet mørkt og snefnuggene prikkede os lige i ansigtet som det ser ud når man kører i mørke i snevejr, med fuld blus på bilens lygter. Der var stille i bilen min bror så eftertænksom ud og var koncentreret om kørslen.

Da vi nåede den første tankstation med cafeteria holdt vi ind for at vurdere situationen, tanke bilen  og ringe hjem for at gøre opmærksom på vi måske kunne blive nødt til at tage en overnatning. Men jeg kendte min bror godt nok til at vide at han havde truffet sin beslutning om at forsøge at kører hjem. Det var også det jeg helst ville. Min søde kæreste Marianne ventede jo derhjemmer😊

Ved motorvejs tilkørsel var bæltekøretøjer kørt på tværs

Da vi nåede motorvejen mod syd, var forsvarets bæltekøretøjer kørt på tværs for at forhindre biler i at køre den vej. Åbenbart var man allerede klar over at det ville blive umuligt at holde den vej farbar. Der holdt vi, det gav ligesom lidt stof til eftertanke, men vi holdt fast i vores plan. Turen syd om Århus og over på den gamle hovedvej mod Hovedgård gik nogenlunde. Hvor sneen kom på tværs af vejen, var der allerede store snedriver, men med god fart på bilen kom vi over og igennem dem en efter en. Jeg kendte godt den taktik min bror havde med at holde god fart på bilen mellem driverne og aldrig slippe gassen og undgå de lave gear så vidt muligt. Det have jeg oplevet flere gange før og han var en mester i det. Dengang var det meget almindelig at der blev sat snehegn op på markerne langs landeveje. Ideen med dem var at snedriver skulle dannes på markerne i stedet for på vejene og det virkede da også almindeligvis. Men nu var der ikke mere noget almindeligt ved vejret den dag.

Første bump på vejen

Nogle få km syd for Århus ramte vi den første snedrive hvor der var andre biler som var kørt fast og folk på vejen, der sad vi fast for første gang. Heldigvis have vi skovlen med og det blev min opgave at forsøge at grave bilen fri. Jeg havde aldrig før stået ude i en snestorm i så stærk vind og der gik det op for mig hvor farligt det er og hvor hurtig man bliver kølet ned. Jeg husker min kommentar var, man ville ikke overleve ret lang tid derude. Man vi kom fri og fortsatte det vilde ridt fra drive til drive. Nu er defroster systemet i en Mini fra 70erne ikke noget at prale af, men med varmeapparat på fuld skrue kom der liv i de forfrosne hænder. Tror også en puls lidt over det normale hjalp. Vinduesviskerne blev hele tiden fyldt med is og kæmpede med at holde forruden fri for sne, men en Mini er så lille at man kan rulle siderude ned og  nå  vinduesviskerne  og ruske dem  fri for is ved at slå dem mod ruden.

Ingen vej tilbage

Nu var vi midt i det og der var igen vej tilbage, vi var alene uden biler foran os, driven vi var kørt igennem, havde stoppet andre biler. Min bror genoptog sin strategi med at angribe driverne med speeder i bund. Heldigvis var der for det meste et stykke bar vejbane mellem driverne som gjorde det muligt at komme op i fart igen. Det fine ved en forhjulsdreven bil er at den som regel altid kan bakke tilbage i sit spor, hvor en bil med baghjulstræk vil stå fast. Den egenskab blev der brug for mange gange den aften.

Jeg var allerede da en smule bekymret men samtidig også imponeret. Min brors øvelse i at køre de små forhjuls drevne biler under alle forhold kom til sin ret. Vi røg igennem flere af driverne hvor sneen stod op over bilen, så man ikke kunne se ud af forruden. Det var lidt vildt og nok også lidt farligt. 

Jeg har siden tit tænkt på hvad der var sket hvis vi havde kørt fast der, igen tvivl om det var blevet en lang og kold nat. En benzintank på bare 25 liter som ikke længere var fyldt havde måske ikke været nok, og at gå fra bilen ville have været livsfarligt.

Selv sneploven køre fast

Den næste udfordring dukkede op i det fjerne. Vi kunne se det orange lys fra en snerydningskøretøj. Da vi kom nærmere kunne vi se den var kørt af vejen og holdt skrå med det ene hjulpar uden for vejen. Der stod nogle folk som kiggede forundrede på os. I kan ikke kommer igennem her. Min bror var meget bestemt, vi har lyst at prøve og hvis i giver en hånd med kan vi jo lige så godt prøve som at holde her og det var der jo trods alt en vis logik i. Gad vide hvad de tænke om os? Men de hjalp os med at skubbe.

Det som skete her var noget jeg tit har tænkt på siden. Denne lille bil blev skubbet frem i sneen og selv om den slet ikke mere  havde forbindelse med vejbanen kravlede vi langsomt fremad i den meterhøje sne som hade stoppet sneploven. Jeg fatter forsat ikke den dag i dag hvordan det lod sig gøre, men igennem kom vi. 

På den anden side at de snedriver var vejen igen delvis farbar i vor side af vejen, derfor gik det igen fremad med denne samme strategi som før med fuld attak. Bilen hoppede op ned på den snedækkede vej, det var nu det gjaldt, det var vi godt klar over.

Bilen lignede efterhånden en isbil med is og sne over alt, så vil holdt ind på en rasteplads syd for  Horsens for at skrabet sne ud af skærme og skrabe ruder fri for fastfrossen sne  og vinduesviskere for is. Det var også rart lige at strække ben og det føltes lidt som vi var forbi det værste. Der på den rasteplads holdt en bil som havde opgivet den videre færd mod nord. Det viste sig at være møbelhandler Breinholdt fra Grindsted der holdt der i sin Mercedes.

Vi fortalte ham at vejen nordpå antageligvis ikke var farbar mere og han var da også  nået til den samme konklusion.

Jeg har holdt lidt øje med jer og det ser jo ud til i har styr på det, jeg har besluttet at vende om, må jeg følges med jer tilbage til Grindsted? Sådan gik det, Mercedesen fulgte den lille Mini resten af vejen til Grindsted,  Vejen fra Vejle til Grindsted var uden de store udfordringer da vi ikke mere havde vind og snedriver på tværs. Vi landede derhjemme uden skader på bilen og tidsnok til en kop velfortjent aftenkaffe med mere. Stemningen var høj da vi langt om længe var hjemme i de lune stuer igen.

1000 km lavtryk som går lige syd om Danmark

Den snestorm som ramte Denmark den dag fortsatte i dagevis, flere steder helt ind i det nye år. Snestormen og efterlod store områder i kaos. De østlige dele af Danmark og Nordtyskland blev lammet af sneen. Lavtryk efter lavtryk fulgte en bane lige syd om Danmark. Det sneede mere eller mindre uafbrudt i flere døgn. De fleste steder faldt der op mod en ½ meter sne og lokalt en meter eller mere. Den kraftige vind dannede snedriverne som var flere meter høje. I de østlige dele af landet blev mange  fanget i sneen og måtte derfor holde nytår i forsamlingshuse og på skoler. Folk åbnede deres hjem for folk som var kørt fast i sneen og der gik flere dage før tog og busdrift igen var genoprettet. Ugen efter var gal igen med en ny snestorm som igen begravede det mest af Danmark i sne. Har aldrig oplevet en Januar som den. Hele Januar måned var Falck på overarbejde med at bjerge biler og man kunne derefter købe biler på auktion som var skadet efter længere tids ophold i grøfter og marker, eller med skader fra nærkontakt med sneplove og biler son var efterladt i snedriver helt dækket at sne.

Med til denne historie høre at min bror altid holdt sine biler i perfekt stand, service blev overholdt og han kørte aldrig en vinter i møde med dårlige dæk. 

Et er sikker, den tur glemmer jeg aldrig.