En rustfri 70’er Mini findes ikke
I vores klima er der i alle fald RIGTIG langt mellem dem. Selv hvis en bil har været gemt forsvarligt af vejen i årevis, har tidens tand sat sine spor. Jeg har restaureret en del gamle biler i tidens løb, så jeg ved, hvordan dette er. Alligevel kan jeg ikke lade være med at holde lidt øje med, hvad der kommer til salg af de bilmodeller, som jeg har interesse for. En af disse bilmodeller er den klassiske Mini fra 1959-2000. Eftersom det er over 40 år siden, import til Danmark gik i stå, er der ved at være langt mellem snapsene. Men i 2022 dukker der en ret interessant bil op her i det vestjyske, dette i form af en helt original Mini Mrk. IV (modelvariant fra 1976-1982). Sådan en var min første bil, og denne til og med i samme farve. Prisen var højestbydende, noget som kan dække over helt urealistiske forventninger, eller det modsatte.
Værd at redde?
Man må nyde lykken og håbe på en fornuftig handel, når man skal kigge efter en klassiker. For hvad er en gammel slidt bil værd? Det er jo udbud og efterspørgsel, det handler om til syvende og sidst. Hvis man skal dømme efter prisen på gamle ”hundehuse”, er der flere, som vil købe, end der er biler til salg. Men når alt kommer til alt, skal en Mini være meget gammel, ekstremt velholdt eller en specialmodel for virkelig at koste penge, og en Mini 1000 fra 79 er ingen af delene. Mange af de rigtig fine biler skifter desværre ofte ejer uden nogensinde at blive sat til salg, eller ender hos de bilhandlere som har specialiseret i klassiske biler, og så får prisen typisk alt den kan tåle og nogle gange lidt mere til. Selv synes jeg, det er sjovt selv at støve sådanne biler op og handle med dem, som har ejet og kørt bilerne. Det er ofte eneste vej til bilens virkelige historie, og et køretøj uden historie har ikke den samme værdi for mig. En god handel er der hvor begge parter føler, det var en god handel. Men som vestjyde må smilet helst ikke være alt for bredt hos sælger.
En sjov handel
Men denne annonce vækkede som sagt min interesse. Billederne af bilen så rigtigt lovende ud. Men hvor ofte er man ikke blevet skuffet, når man ser bilen i virkeligheden? En telefonsamtale afslørede dog, at der var tale om en 1 ejers bil, som var kørt i garage sidste gang tilbage i 2011. Nu skulle huset sælges og garagen tømmes, derfor skulle bilen afhændes, og gerne til en Mini entusiast. Jeg tog en tur for at se på den med det samme. Ejeren havde haft 3 Minier op gennem tiden, og havde tydeligvis stadig stærk binding til denne bil. Faktisk gik snakken lystigt om Mini og den tid, hvor de var populære på de danske veje. Men uanset var prisen nu noget mere fasttømret, end annoncen antydede. Ejer håbede på at få den samme pris, som da den var ny. Jeg havde svært ved at finde modargumenter for denne lidt underfundige prisantydning. Det var vel sådan set fair nok. Bilen var som sådan ikke et fund, men komplet helt ned til mindste detalje, inklusiv et komplet uskadt interiør hvilket er en sjældenhed for gamle Minier.
Bilens karosseri var dejligt fri for buler og uden synlig rust de sædvanlige steder om end særdeles patineret. Desværre også med spor af tidligere udført rustarbejde i bund i for og i det ene udvendige panel. Mange lags undervognsbehandling kan være en god ting, men kan også skjule masser af rust. Faktum var dog, at denne bil helt klart var værd at redde. Og det kunne da være sjovt at have sin første bil igen.
De mange år i en fugtig garage havde været hård ved bilen. Selv om den havde kørt derind for egen maskine, måtte den trækkes ud i lyset. Bilen stod med flade dæk, uden batteri, med køler som var gennemtæret, og gearophæng som var rustet over. Derfor var det ikke muligt at prøvekøre, men sælger kunne garantere, at de 116.000 km var ægte, og al dokumentation inkl. servicebog talte sit tydelig sprog om bilens historie. Bilens historik var der ingen grund til at drage i tvivl. Den oprindelige købsfaktura samt foto af bilen som ny var på plads, så jeg købte den på stedet.
Rusten eller ej?
Det er en noget risikabel affære at købe en 43 år gammel Mini uden at gennemgå den minutiøst for rust. For rust er der, det er det eneste, man kan være helt sikker på. Jeg kender Miniers mest svage rustpunkter alt for godt, derfor kunne jeg let konstatere, at dette ikke var et slet kamufleret rustvrag. Alligevel var det lidt spændende at få sæder og gulvtæppe ud og få den på liften for at tjekke karosseriet ordentlig igennem. Jeg kunne imidlertid ånde lettet op. Det som var af rust i vognbunden, var til at overse.
Total renovering eller ud på vejen som den er?
Men det store spørgsmål genstod end nogen tid, total renovering eller blot tilbage til køreduelig tilstand? Jeg valgte (som så ofte før) den totale adskillelse. Et valg jeg var noget betænkelig ved, for er adskillelsen først i gang, er der på et tidspunkt ingen vej tilbage. Valgte dog lige at få motor startet op før adskillelse for at se og høre, om den virkede ok, hvilket meget kunne tyde på, motorgang at dømme. Men da koblingshydraulik var rustet fast, kom den ikke på vejen, før den blev adskilt. I denne fase af en renovering har skuffelser det med at melde sig. Denne bil ingen undtagelse. Bilen havde på et tidspunkt fået en ny inderskærm og to nye forskærme, hvilket jo sådan set var ok, da rustarbejdet var fagmæssigt udført. Desværre havde rusten haft frit spil i den tilbageværende originale inderskærm, og derfor havde bilen været utæt i den side med mug og rust i vognbund til følge. Mus havde også hygget sig gevaldigt i vognbund og varmeapparat. Listen over nødvendige nye dele blev ved med at vokse.
Adskillelse uden problemer
Takket være overdådigt udført rustbeskyttelse i tidens løb var adskillelse let og stort set fri for fastrustede bolte. Til gængæld ved det noget af et job at få alt Tectyl skrabet bort. Flere steder var der op til ½ cm tykt lag af sort klæbrig masse. Men skulle det af, skulle det være nu inden lakering.
Motor kom nedenud sammen med forbro og efterlod et stort sort hul med overfladerust og olieblandet skidt i en herlig deprimerende blanding. Bagbro var en spændende del af adskillelsen, for var den rustet igennem?
Det var den heldigvis ikke, og det var til og med den originale bagbro, som stadig sad der. Det var en lettelse, og ligeledes at bagbroens fastgørelsespunkter heller ikke var gennem rustet. Tanken var at renovere disse dele med nye bøsninger og lejer, mens bilen var til maler. Malerens første opgave var derfor lakering af for- og bagbro, så vi kunne få det hjem og begynde at samle. Alle løse dele blev sandblæst og malet, og efterhånden blev den triste adskillelse afløst af den glædelige samling af nye dele. Alt gummi på så gammel en bil er mørt, og alt blev skiftet. Alle Minier efter 1969 har gummiaffjedring. Derfor blev affjedringselementer også skiftet ud med nye originale dele. Det fine ved at lave en gammel Mini er, at alle dele er let tilgængelige og ikke kostbare.
Malerarbejdet tager sin tid
Det nøgne karosseri blev sandblæst på kritiske steder her på stedet og kørt til maler i lukket trailer lige før sommerferien. Det var håbet at få den tilbage efter en måned eller to, men sådan gik det ikke. Det trak ud, og først den sidste fredag før jul var den klar til afhentning. Vinteren 2022 var en prøvelsens tid for Autolakeringsbranchen med høje energipriser.
Forvandlingen var imidlertid total. Den triste falmede lak var nu erstat at ny skinnende blank ditto. Herligt!
Egentlig var tiden der gik med en tom lift i værkstedet fin nok, dels var det godt med en lille pause, og dels gav det tid til at få for- og bagbro lavet ordentligt, og at gøre alle dele som skulle genbruges rene og fine. Klar til montering. Alt koblingshydraulik blev fornyet, bremsehovedcylinder blev istandsat og genanvendt. Alle rør og slanger fornyet. Varmeapparat rengjort med nyt varmeelement, klar til montering.
Motor genbruges som den er
Tilstand på motor og gearkasse kunne man af gode grunde ikke vide ret meget om. Valget faldt dog til sidst på at nøjes
med at rengøre og male motoren uden adskillelse. Dog fik den en ny dobbelt knastakselkædesæt og nye pakdåser hvor muligt, så måtte det vise sig, om det var en god ide at springe over, hvor gærdet var lavest, hvad drivværk angik. Starter og generator blev adskilt, renset og rengjort. Motor og forbro blev genforenet og sat til side, klar til samling.
Bedre bremser?
Bremser på en Mini fra den tid er et svagt punkt, så i stedet for at renovere bremser i for blev tromlebremser udskiftet med et komplet sæt Cooper S skivebremser og tilhørende nye hjulnav. Det spændende ved det var, om det ville blive nødvendigt at montere bremseforstærker, noget jeg gerne ville undgå for at bevare motorrummets originale udseende.
Samling
Samling af en bil er det man ser frem til, og stort set gik det helt efter planen. Da først karosseriet kom tilbage efter lakering, gik det stærkt. Da lakering blev udført af et firma, jeg ikke har benyttet før, blev det lakeringens kvalitet der ville blive afgørende for det slutresultat, der skulle stiles efter. Lakken blev ikke perfekt men ret god. Derfor fik denne bil lige det sidste i form af et rat fra en nyere model og en original 1275 GT udstødning, som jeg fandt i Sverige. Ud over dette blev alle dele som kunne genbruges genanvendt, og omkostninger til køb af nye dele holdt i skak. Med til den historie hører også, at jeg har en del reservedele fra tidligere Mini renoveringer, som kunne anvendes. Så budgettet for denne bil løb ikke løbsk, som det ellers let kan.
Tilbage på vejen igen
Den 23. marts ruller bilen for første gang i 12 år for egen maskine, og heldigvis var både motor kobling og gearkasse helt i orden. Den 21. april synes og indregistreres den igen. En nysamlet bil har altid en del ting, som skal rettes til. Denne bil havde en mærkelig raslelyd, som var meget vanskeligt at lokalisere. Lydes viste sig at komme fra den lille plastklap i siden af varmeapparatet, som lukker luft ud i bilens fodbrønd i førersiden. Plasten var med tiden blevet hård og kunne frembringe en raslelyd, som lød som metal mod metal. Det tog en del timer og mange små prøveture at få has på den lyd.
Det var virkelig en nostalgisk oplevelse at køre sådan en igen. Slutresultat blev faktisk helt ok, når jeg selv skal sige det. Bilen har bevaret sin originalitet uden at gå til yderligheder. Men netop Minier fra slutning af 70’erne er i dag ved at være en sjældenhed.
Denne bil vil fremover blive brugt som reklamebil for mit firma og som hyggebil for undertegnede og min familie, som også holder af disse karismatiske små biler.
Mark IV 1977-1983
Denne modelserie kendes på at have to kontakter i ratstammen, visker/vasker-funktionerne blev flyttet op til rattet i modsat side af afviserkontakten. Visker og sprinkler kunne således aktiveres uden, at føreren skulle række frem efter den lille kontakt ved startnøglen. Alle modeller fik oplukkelige sideruder i bag og flere støjdæmpende materialer under gulvmåtter i for. Denne model fik gummiophængt forbro; noget som forhindrede de værste motorvibrationer i at forplante sig til karosseriet. Alt sammen forbedringer som gav en tiltrængt forbedring af komfort.
Ud over disse fælles forbedringer fik 1000 og Clubman også friskluftdyser i hver side af instrumentbordet. Dertil kom stofsæder med justerbare ryglæn og sikkerhedskrog. Alle modeller udstyres 1½ tommer SU-karburator.
Originalmonteret radio var ekstraudstyr.
Denne bil er den faceliftede model fra 1978 med de nye baglygter med indbygget baklys. Heldigvis uden de lidet skønne skærmforøgere som alle Mini modeller i Danmark fik fra 1981-.