top of page

Alfa Romeo, bilen med en rig motorsportshistorie


Alfa Romeo car museum, Italy ,Arese


Alfa Romeo

Alfa er et af de bilmærker, som deler vandene. Hvis man er til sportslige biler med en rig motorsportshistorie, er mærket ikke til at komme uden om. For nogle har Alfa derfor nærmest ikonisk status den dag i dag. Dette til trods er der en del bilmodeller, som i tidens løb slet ikke har levet op til de stolte traditioner. Få bilmærker har så aktive mærkeklubber som Alfa.


Opslugt af Fiat

I tiden efter at Fiat overtog Alfa i 1986, var der mange som følte, at Alfa mistede sit unikke mærke DNA. Det stemmer nok til dels, at mærkets eksklusivitet blev udvandet noget, men det er ikke helt fair. For uden Fiat havde mærket ikke overlevet. Fiat tog over, da projekt Alfasud mislykkedes. Det var ellers en fin og velkørende bilmodel, men kvaliteten var ikke i orden. Satsningen med at bygge en folke Alfa i Syditalien, hvor arbejdskraften var billig, var ellers en god ide, men det lykkedes ikke. Alfasud blev svigtet pga. manglende produktudvikling, ringe kvalitet og rust. De helt fantastiske køreegenskaber og den fine boksermotor kunne ikke dække over konstruktionens svagheder.


Stolte traditioner

Alfas rødder går tilbage til 1910, fokus var aldrig rettet rigtigt ind mod at tjene penge, mere mod motorsport. Det var et mærke for entusiaster med benzin i blodet. Den røde farve var, og er, farven på mange fantastiske racerbiler og sportsvogne, som mærket var kendt for frem til 50’erne. På det tidspunkt blev man klar over, at man måtte begynde at lave mere almindelige masseproducerede biler for at overleve.


Tiden frem til da var turbulent økonomisk, og selv om man vandt løb og mærket derved vandt status, så overlevede mærket kun med nød og næppe.


Tiden før Ferrari

Det var en vis Enzo Ferrari og hans Alfa team ved navn ”Scuderia Ferrari”, der i mange år holdt liv i Alfas sejrrige traditioner. Frem til Ferrari gik egne veje i 1949, var Alfa verdens mest succesrige bilmærke på racerbanerne. Alfa var på mange måder Italiens stolthed, lidt på samme måde som Ferrari er det i dag.


Derfor var det et nationalt anliggende at holde fabrikken oven vande, og der blev da også under krigstid fabrikeret andet end biler på fabrikken uden for Milano.

Enzo Ferrari var en egenrådig herre, og han blev vred på Alfa, da man ville starte sit eget fabriksteam Alfa Corse, senere Autodelta.


Derfor startede Ferrari for sig selv med sine egne biler, som også var røde. Enzo skulle efter sigende have udtalt, at det føltes lidt som at dræbe sin egen mor, da en Ferrari vandt sin første sejr over Alfa.


De første masseproducerede biler fra Alfa Romeo bar præg af de stolte racertraditioner. Derfor rummede alle Alfa Romeo biler fra 50’erne og frem til 70’erne præg af de stolte traditioner. Alfas berømte motorer med dobbelt overliggende knastaksel var et kendemærke. Bilerne havde i forhold til de fleste andre bilmærker fra den tid yderst avanceret teknik og særdeles gode bremse- og køreegenskaber. At sammenligne en VW type 1 fra den tid med en Alfa er som at sammenligne en væltepeter med en racercykel. Men Alfa havde modsat VW ikke nogen ordentlig salgsorganisation uden for Italien. Ville man have en Alfa i 50’erne, måtte man kende en der kender en, købe og hente den på fabrikken.

Alfa efter krigen

1954 var året, hvor man introducerede Giulietta. Dette var starten på en ny epoke. Typisk for Alfa var det Coupe-versionen, som kom først, og man var slet ikke forberedt på, hvor stor efterspørgsel denne smukke model genererede. Bilen var et hit, og man måtte se at komme i gang med at lave biler i stor skala. Modellen kom i flere specialtunede versioner som Sprint, Veloce. Og selvfølgelig en åben Spider version. Jeg vil uden at tøve kalde denne model et kunstværk på 4 hjul. Den overgik alt, som kunne købes i en standardbil dengang, især hvad angik design og teknik. Lav vægt og udpræget brug af aluminium i motor og transmission gav fine præstationer. Mange af efterkrigstidens helt store konstruktører og designere bag denne bil. Rudolf Hruska, Nuccio Bertone, Giovanni Michelotti, Franco Scagliotti, Giorgetto Giugiaro. Ikke så sært det blev et designmesterværk, og mange af disse designmestre har siden skabt et utal af designmesterværker under eget navn.


Alfa’s Violin

Men Alfa var ikke bare design. Konstruktører som fx Giuseppe Busso var i årtier manden bag nogle af de fineste (og mest vellydende motorer), verden har set (og hørt). Hvis du aldrig har kørt en Alfa med en Busso V6, er du gået glip af en oplevelse. Motoren blev ikke uden grund kaldt for “Alfa’s Violin” på grund af dens fine lyd.


Selv om udviklingen af Alfa V6 startede i 60erne gik der mange år før man så den i en gadebil, det skete først i 1979. De første version var med enkelt overliggende knastaksel, senere med dobbelt overliggende knastaksel og 4 ventiler pr cylinder. I 2005 gik motoren ud af produktion, de nye forureningsnormer tog livet af denne herlige maskine.


Den klassiske Alfa motor

Busso var også skaberen af den legendariske Bialbero DOHC motor, også kendt som Nord motoren. Alle som har skruet i denne motor vil vide, hvor fin en motor det er, bygget i aluminium med våde cylinderforinger og smedet stålkrumtap med 5 hovedlejer. Topstykket var af Cross Flow typen, og motoren havde hemisfæriske forbrændingskamre og centralplacerede tændrør. Det var et mesterstykke af en motor, som rummede alt man dengang vidste om, hvordan en god motor skulle bygges. Ydelsen og lyden fra denne motor var unik for sin tid. Denne ikoniske motor fandtes i mange størrelser fra 1,0-2,1. Nord motoren var i produktion fra 1954-1994 og fandt vej til mange forskellige bilmodeller som f.eks. Alfa, Lancia og Fiat. Twin Spark motoren som fulgte havde mange af de samme designelementer og må betragtes som en videreudvikling af den klassiske Alfa motor. Twin Spark motoren sad fx i Alfa 147, 155, 156 og 166 modellerne.


Når man kigger tilbage i tiden, er det tydeligt, at Alfa Romeo er et unikt bilmærke med en unik historie, og som i høj grad kalder mere på følelser og passion end på snusfornuft. Modeller som Giulia, Alfetta, Spider, GTV og 156 bringer smukke billeder frem på nethinden hos mange mennesker. Alfa Romeo er en mærkelig blanding af genialitet og mangel på sans for detaljer, som man enten vil elske eller hade.


Mine erfaringer

Jeg har op gennem tiden benyttet enhver lejlighed til at prøve diverse Alfa-modeller. Glemmer aldrig mit første møde med en Alfasud. Det var dog først efter en prøvetur i en ny Alfa 156 2,0TS tilbage i 1997, jeg besluttede mig for, at jeg vil prøve at eje en Alfa. Det er siden blevet til flere af dette mærke. 159, Giulietta og sidst en Giulia.

Der er noget særligt over en Alfa

Alfa bygger ikke perfekte biler, det tror jeg, de fleste er klar over. Men der er noget særligt over en Alfa Romeo, noget som få andre bilmærker kan matche. Alfa er mere fokuseret på køreoplevelsen end på det praktiske. Den komplette køreoplevelse som ikke bare er gode køreegenskaber. Lad mig forklare det sådan, at en Alfa som regel kører helt udmærket med fokus på det sportslige, og mange andre biler kører lige så godt. Men få biler har den komplette pakke, som også indbefatter unikt design og interiør og ikke mindst en historie som den, man finder hos Alfa.



Bag rattet i en Alfa har man følelsen af at sidde i en speciel bil med sportslig DNA, noget som er ret unikt blandt standardbiler i dag, for prisen jo er nogenlunde som for andre biler i samme klasse, som de kan sammenlignes med. Og som brugt kan Alfa være særdeles god værdi for pengene, vel at mærke når der er tale om velholdte eksemplarer.


Tør man købe en Alfa?

Mange afstår fra bilmærket på grund af mærkets dårlige renommé, og det er ikke helt uforståeligt, for mange Alfa-modeller op gennem tiden har været plaget af børnesygdomme og dårlige detaljeløsninger. Men må ikke forvente pålidelighed på Toyota-niveau i en Alfa.


Faktisk vil jeg nu alligevel mene, at det dårlige rygte er lidt en overdrivelse af fakta, lidt et levn fra fortiden. I dag er der ikke så stor forskel, hvad det angår, bilmærkerne imellem. Men et dårligt rygte er svært at komme af med.


En Alfa skal holdes ved lige med service og tåler ikke mislighold helt på samme måde som nogle andre bilmærker. Og hvis man køber den ny, kan afskrivningen være noget man skal tage alvorligt. Til gengæld kan en brugt Alfa som sagt være lidt af et røverkøb. Her i byen havde vi en kørelærer, som kørte 400.000 km i sin 156’er, så det kan lade sig gøre at få en Alfa til at holde.


Jeg kører stadig Alfa

Min første Alfa var en 156 1,8TS, og den var et år gammel og havde kørt 30.000 km, da jeg overtog den. Jeg kørte langt i forbindelse med mit arbejde, og den nåede 100.000 km på et par år. Den bil var en rigtig god oplevelse og en bil, som gav stor køreglæde. Den fik i min tid som ejer de klassiske 156’er problemer, som var svage bøsninger i baghjulsophæng. Dem fik jeg skiftet til den nye type, og den fik en ny knastaksel fasevariator, som var en anden svaghed ved denne motor. Ellers bare almindelig service. Dens efterfølger blev en helt ny 156 1,9JTD, som jeg også kørte 100.000 km i. I denne faceliftede udgave var der mange små forbedringer. Den bil kørte som en drøm, og vi var langt omkring i den. Især huskes en mindeværdig 12-dages ferietur til Sydfrankrig i sommeren 2003. Bilen klarede et snit på over 17 km pr liter på trods af god fart og bjergkørsel.


Det blev også til mange ture til Norge sommer og vinter i 156’eren. Selv om dieselmotor og Alfa ikke passer helt perfekt sammen, så kunne den fine driftsøkonomi til en vis grad gøre op for det. Alfa 156 var ikke bare en smuk bil, der var substans bag det flotte og velproportionerede ydre.


Jeg har aldrig haft de store tekniske problemer ud over, hvad der kunne være sket med et hvilket som helst andet mærke. Men køreglæden har været over gennemsnittet, så det har opvejet ulemperne. Min foretrukne forhandler har været CB Auto i Ribe, som har ydet en god service og rimelige priser både på service og ved bilbytte. I næsten 10 år foregik meget af min firmakørsel i en 159’er, og det gik heller ikke stille af. En tur fra Venedig til Grindsted på 12,5 time var et af højdepunkterne bag rattet i 159’eren. Men den bil var ingen charmetrold og heller ikke nogen danseglad svingæder på samme måde som en 156’er


156 var en misset chance

Med 156-serien var Alfa meget tæt på at bygge en bil, der faldt i de flestes smag. Bilen fik en glimrende modtagelse i motorpressen og blev endda årets bil. Det er altid et godt tegn, når en bil sælger sig selv allerede, før den kan leveres. Der var til at begynde med lang ventetid på at få sin bil leveret, og man så for første gang i mange år brugte Audi og BMW-modeller i brugtbilsrækkerne uden for Alfa-forhandlerne. Det var synd, Alfa ikke videreudviklede og forfinede dette glimrende koncept. Både 147 og 156 var fine biler, som desværre aldrig lige fik det sidste i form af kvalitet og finish. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad der kunne være kommet ud af 156’er chassiset kombineret med en moderne Alfa boksermotor.


Selv om GTA-modellerne blev udstyret med den unikke V6 Busso motor. Og dieselmodellerne fik en 5 cylindres momentstærk kraftpakke. Så det var med den 4-cylindrede motor, disse biler var mest i balance.


Ulemperne ved en 156’er var, at bilen aldrig blev helt færdigudviklet. Der var der for mange børnesygdomme i de første årgange, og Twin Spark motoren brugte en smule olie, typisk 1 liter for hver 3.000 km. Men da der ikke var nogen olieniveauindikator inde i bilen, som der kom til senere i de faceliftede modeller fra 2002-, ødelagde mange den fine motor ved at køre den for langt ned i olieniveau, og derved fik motoren et ufortjent dårligt rygte. Og så var der lige det med tandremmene, som man også skulle skifte til tiden. 60.000 km, for at være på den sikre side. På minussiden talte de relativt høje vedligeholdelsesomkostninger, stor venderadius, især på modeller med V6 motor. Den lave frihøjde under motoren og en delvis dårligt indrettet førerplads med mere fokus på stil end praktisk anvendelighed var klare ulemper. Værst af alt var ringe modstand over for rustangreb i skandinavisk klima.


Fordelene ved modellen var at finde i dens køregenskaber, dens køredynamik var langt over det normale for sin tid. Den var også meget bekvem at køre på grund af dens gode og harmoniske drivline, der passede perfekt til den levende TS-motor. Trods sine sportslige gener var bilen komfortabelt affjedret og i fin balance takket være en avanceret undervogn. At køre i sving med en 156’er var som at danse med en smuk kvinde, der kan danse.

Jeg hørte en gang en 156 ejer udtale sig om bilen på den måde. Allerede når jeg ser den i min carport, glæder jeg mig til at komme ud at køre. Jeg synes stadig, at en 156’er er en af de smukkeste og mest velproportionerede biler, verden har set.


159-serien som fulgte var nok en bedre bil, men uden 156’erens elegante og velproportionerede design og eminente køredynamik. Og de triste benzinmotorer fra GM var så langt fra en Alfa værdig.


18 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page