top of page

Danmarks mest populære knallert mærke


Puch VZ 50

Den 26. oktober 1974 rullede cykelhandler Simonsen nemlig en funklende ny Puch VZ 50 ud af butikken. Det var min. Hvor jeg dog havde set frem til den dag, i månedsvis. Nu var jeg 15, og min længsel kunne forløses, - nemlig at blive motoriseret. Prisen var 2.795,-, hvilket var mange penge dengang. Svarer nok til ca. 15.000,- i dagens penge.

Turen hjem over Juellingsholm på den nye knallert var og er noget, jeg aldrig glemmer. Vinden i ansigtet, lyden af den nye motor, der spandt under mig, var ren magi. Da jeg kom hjem, stod mor som sædvanligt klar med middagsmaden. De af mine brødre som have hjulpet med finansieringen kom med gode råd om, hvad man skulle passe på med i trafikken og hvorfor, krydret med historier fra deres egen knallerttid.


Penge skal der til

At få den knallert var epokegørende, en milepæl i mit liv. Vennerne havde allerede fået knallert, nu kunne jeg endelig køre med. Det var også et stort skridt på andre måder, et skridt hen imod voksenlivet og mod at være fri som fuglen. Da jeg kørte hjem i dag, kunne jeg erindre den følelse. Den dag var den første i mit liv, hvor jeg følte frihedens dyrebare skat så stærkt. Knallerten var midlet til at besøge venner og udforske alle veje i området på egen hånd. Den første service var med i prisen. Der blev stillet tænding og skiftet olie på den ved den anledning. Jeg fulgte godt med i, hvad Simonsen gjorde, så jeg selv kunne gøre det næste gang. Det var først i december, og det var koldt, hundekoldt. Min brune jakke med lammeskindskrave var ikke særlig egnet til at køre knallert, den var ikke tæt nok, men en ordentlig jakke kunne der ikke blive råd til, så jeg måtte holde kulden ud. Jeg vidste ikke meget om vindtæt tøj, så jeg levede med det, til det omsider blev forår, - og sommeren 75 blev som bekendt den varmeste i mands minde. 75 var så varm og tør, at der var skovbrande overalt. Jeg kørte og kørte den sommer, ture med vennerne, fisketure, ture til Fugdal efter friske forsyninger til mors storartede køkken. Jeg husker, at jeg ved at vaske murermester Børge Larsens to Ford biler lige nøjagtig kunne tjene penge nok til knallertens vedligehold i form af benzin og lidt luksus i form af godt bagerbrød fra bageren i Tingparken på vejen hjem fra lørdagens arbejde. Bilvask var mit faste job lørdag formiddag. Resten af de biler jeg vaskede, støvsugede eller polerede for andre, gav penge til alt det øvrige en ungersvend på 15 vil, en tur i grillen, lidt udstyr til knallerten mv. Om vejret var til det, var lørdag eftermiddag ofte sat af til mine hobbyer. At fikse knallerten var en af dem, med rensning, smøring og justering af den. Jeg holdt af at vaske motoren med terpentin og petroleum, spule den af med vand og køre en tur, så den blev varm og tør for derefter at polere delene af aluminium, så motoren skinnede om kap med solen. Jeg gemte tit bagerbrødet, til jeg var færdig med rengøringen, så jeg kunne sidde på trappen med en kop kaffe og nyde synet af min Puch. Akvariefisk var min anden hobby, som der også gik meget tid med, og jeg tjente en klatskilling ved at opdrætte fisk. Jeg kedede mig aldrig. Og ja, weekenderne var også til ture i byen med vennerne, ofte på knallert selvfølgelig. Når man fik knallert, var nabobyerne pludselig inden for rækkevidde. Så man gik ikke af vejen for at køre et stykke vej efter en fest og ofte møde stivfrossen op. Men der er som bekendt ikke meget, der kan holde en knægt tilbage for en god oplevelse i byen.


Ud over at min Puch var den mest velholdte i byen, var den også den hurtigste lovlige Puch i byen. Jeg måtte/ville ikke køre ulovligt, så jeg justerede og justerede, så den for det meste gik 40 km/t, hvis ikke modvinden var alt for hård, 45 km/t hvis man lå fladt hen over tanken. Ned gennem viadukten i Grindsted kunne den gå 50 km/t. Men for at holde den i den form, måtte alt være helt optimalt, kæden velsmurt, udstødningen afstemt og renset, tændingen finjusteret og dækkene pumpet til bristepunktet. Jeg fandt ud af, at tændrøret fra en Folkevogn (Champion L88A) var god for 1-2 km/t. Jeg fik også lidt ud af at blande min egen ”specielle” benzin med speciel to-taks olie i stedet for tankens færdigblandede knallertbenzin. Min knallert stod ikke stille, jeg kørte over 10.000 km om året på min knallert.


Tid til at skifte

Men mod min bedste vens Gilera var der intet at gøre, og beklageligvis havde han fået fingre i sådan en. Det værste var, at den ikke engang var ulovlig, trods det at den var mindst 10 km/t hurtigere end min optimerede Puch.

Så da jeg fik arbejde og begyndte at tjene penge selv, satte jeg min Puch ned i kælderen. Der stod den, til en anden ungersvend i familien overtog den i oktober 77. Borte og væk for altid, da en langfingret lømmel stjal den fra en kælder i Skanderborg i 83, borte, men aldrig glemt.

Næste kapitel i min motorisering var, da jeg blev 17. Da var jeg en smule træt af at måtte nøjes med 40 km/t. Pillede man plomben ud af en Puch, gik der ikke længe, før lovens lange arm var på sin plads, og jeg gad ikke sidde og kigge mig over skulderen. Jeg havde en aftale med min far og mor om ikke at køre ulovligt, og den aftale holdt jeg. Men her til Grindsted var der kommet et par Gilera knallerter, de var interessante af flere grunde. Egon Johansens knallert- og cykelforretning i Nørregade havde solgt et par stykker. Og blandt drengene jeg var sammen med, bredte rygtet sig om, at netop 73’erne ved en fejl var blevet typegodkendt uden plombering af indsugningen.

Sådan én måtte jeg have, og i oktober 1976 fandt jeg en 73’er i Randers, og i løbet af november og december 76 renoverede jeg min egen ”blå” lyn i form af en Gilera Touring 50 fra 1973. Den kørte jeg på det sidste år, til jeg blev 18 og fik bil.

Når jeg tænker tilbage på den tid, kan jeg godt se, at min interesse for motorer var lidt ud over det sædvanlige. Men hold da op, hvor var det en dejlig tid!



Et nyt projekt

På grund af det antal Puch-knallerter der blev solgt i Danmark, findes der stadig u-restaurerede eksemplarer af alle modeller derude, nogle sat til side i slidt men komplet tilstand, andre efterladt i lader, kældre og garager i sørgelig forfatning. Engang for ikke så mange år tilbage kunne en original Puch købes for en slik. I løbet af de sidste 10 år er prisen røget i vejret, og selv dårlige og ukomplette eksemplarer er bevaringsværdige, især hvis resterne er fra én af de ret sjældne VZ 50 Flagskib-versioner.


For mange år siden mødte jeg en, der havde 2 sådanne stående i garagen. Hans plan var at lave én god ud af to dårlige, og det var vist aldrig blevet til noget. Jeg spurgte, om jeg kunne købe den ene. Jeg fik lov at købe den ene, som stod uden motor, da det var den mest komplette. Jeg fik også et par papkasser med overskydende dele med i handlen. Jeg tænkte, at når jeg engang fik tid, ville jeg lave den i stand. Den endte på mit loft, hvor den lå delvist adskilt i flere år og ventede på bedre tider. Normalt ville jeg aldrig indlade mig på en papkasse-model, for det tager alt for lang tid at samle, når man ikke selv har adskilt den. Men en knallert består trods alt ikke af så mange dele, så da min røde VZ var færdig, fik jeg lyst til at kigge lidt nærmere på min papkasse-model. Jeg lavede en liste over alt, der manglede og fandt forbavsende hurtigt de manglende dele, takket være mine nyvundne kontakter i Puch-kredse. Her vil jeg rette en særlig tak til Niels Teilbæk, der i den grad er fagmand inden for alt, der har med Puch MS og VZ at gøre.

Hen over et par vintre lykkedes det mig at få den samlet, stump for stump. Jeg valgte at kassere stellet, da det var meget dårligt og byggede den i stedet op over et friskt stel fra en almindelig VZ 50, som jeg fandt hos en samler i København. Stellet på de to Puch-modeller er helt ens, bortset altså lige fra stelnummeret. Og da det faktisk er overraskende svært at få svejset sådan et pladestel op, så det bliver helt lige, opgav jeg. Det skulle jeg ikke have gjort, men mere derom senere.


Jeg bad Niels fra Vejle Bilservice (der også er Puch-entusiast) se, hvad han havde liggende af motordele, og han samlede en fin 3-gears Puch-motor af løse dele til mit Flagskib. I 2015 var den køreklar, og det var faktisk blevet en fin knallert, samlet af dele fra mindst 3 knallerter og lidt nye dele fra FACykler i Fredericia, hvis indehaver Jan selv er Puch-samler. Her kan man købe det meste til gamle Puch-knallerter, et sted hvor en god og høflig betjening er en selvfølge. Dejligt at møde sådanne folk, hvor sans for detaljen og service stadig er i højsædet.


Og her indtræffer så en meget mærkelig hændelse. Der er en original motor til et Flagskib til salg i DBA, sælger er i Esbjerg. Jeg køber den ubeset, og da jeg får den hjem, kan jeg knapt tro mine egne øjne; det er den manglende motor til mit Flagskib! Det var godt nok et mærkeligt sammentræf. Jeg købte i sin tid resterne af denne knallert i Nyborg. Jeg mindes, at sælger sagde, han havde købt den i Sønderborg. Hvordan ender dens motor i Esbjerg? Puch har nemlig stel og motornummer, som passer sammen. Derfor ved jeg, at denne motor stammer fra det vrag, jeg købte i sin tid, og nummer match betyder en del blandt Puch-samlere. Jeg har nu i det mindste et Flagskib, hvis typeskilt og motornummer passer sammen, hvis nummer skal begynde med 93, for at være en ægte VZ 50 Flagskib. Stelnummeret viser for øvrigt også årgangen, og begge mine Puch-knallerter er fra 1974. Jeg har begge forsikret og bruger dem hver sommer til små hyggeture ud i det blå.


Selv om Puch-navnet måske har lidt dårlig karma fra krigens tid, hvor Göring var storaktionær og navnet blev lidt for nært knyttet til Nazi-tidens Østrig, så vil Puch-navnet for os her i Danmark for altid være forbundet med knallerter, og måske især et par populære modeller fra knallertens storhedstid i 60’erne og 70’erne. Det samlede produktionstal af Puch-knallerter og -motorcykler i perioden fra 1954 til 1985 lyder på 3.900.000 stk. Heraf havnede omkring 250.000 stk. i Danmark.


Danmark mest populære knallert mærke

Der var ikke mange drenge og piger i 70’erne, der ikke ønskede sig en knallert, og de fleste ønskede sig en Puch. Modellen MS 50 blev et hit i 60’erne og indbegrebet af en knallert, der havde 2 eller 3 gear. MS-modellen blev til den lille Puch, da VZ 50-modellen kom til i 1968. Den store Puch var født. En stor Puch var det ypperste i nogle år. Lyden af den blæserkølede Puch-motor blev en del af lydbilledet i alle danske byer i en periode, som strakte sig over 25 år. Puch kom hertil via importøren O.E Andersen, som på dygtig vis holdt mærket på salgstoppen helt til knallert-æraen var slut, takket være den nye lov for knallerter som trådte i kraft i 1979. En komplet tåbelig lov, som forbød store knallerter med mere end 2 gear.


Kvalitet fra Østrig

Puch kom fra et land med bjerge og sans for kvalitet, og det afspejlede Puch-knallerterne, som var kvalitet hele vejen igennem. De var ikke bygget til stor fart, mere til pålidelig transport under alle forhold. Derfor tog den danske neddrosling til 1 hk ikke kørbarheden af en Puch på samme måde som andre knallerter, som var bygget til større effekt. Den blæserkølede Puch-motor ydede oprindelig 2,5 hk, hvor andre knallerter fra lande som Tyskland, Italien eller Japan ofte var bygget til at yde det dobbelte. Så skulle man køre lovligt, var en Puch et godt valg. Motoren i en Puch holdt, dryppede ikke olie og var let at starte. Til gengæld var stellet af presset plade sårbart over for rust, og stellet kunne let blive skævt ved styrt, eller hvis motoren blev tunet. I perioden frem til de japanske knallerter tog over, var næsten halvdelen af alle solgte knallerter i Danmark af mærket Puch. Puch MS- og VZ-modellerne er derfor et kært minde for rigtig mange af min generation. Puch VZ var også meget populære i Sverige, hvor modellen hed Dakota. Her i Danmark fik vi en afart af VZ 50-modellen, der hed Flagskib. Den var udstyret med sideblink og en dramatisk stor fartvindkølet cylinder. En fryd for øjet og en god knallert.


De sidste VZ-modeller inklusiv VZ Flagskib blev solgt i 1977, hvorefter en serie af mere moderne Puch-modeller, bygget efter japansk forbillede tog over. Det var modeller som Monza og Grand Prix, der var bygget på et stel, der mindede umiskendeligt om den fra en Yamaha FS1.


Puch stoppede med at producere knallerter i 1985, hvorefter Piaggio overtog rettighederne til Puch-navnet i forbindelse med knallerter og motorcykler.


Artikler du må læse:







Mit første køretøj Puch VZ 50

Mit første køretøj var en rød og sølvgrå Puch VZ 50, året var 1974. Jeg elskede min Puch og kørte mange tusind km på den. Sommer såvel som vinter. Den var et transportmiddel og en hobby. Min Puch aktiverede min interesse for mekanik. Min tid med Puch-knallerten er fyldt med gode minder.


I 2008 faldt jeg over en original VZ 50 magen til den, jeg selv havde haft og i et nostalgisk øjeblik slog jeg til, da prisen var yderst rimelig, og alle originale dele var der, om end tjenlige til udskiftning. Den havde kun haft én voksen ejer, som havde taget den med sig til Sverige, nærmere bestemt Varberg, hvor denne danske Puch havde rullet 50.000 km. Jeg fik den fragtet hjem, og hen over vinteren 2010/11 brugte jeg 60 timer i fællesskab med den gamle Puch, - næsten som ny vil jeg mene den blev. Det var sjovt at gense alle detaljer, som man mindedes fra dengang. Desværre havde rusten godt tag i stellet, så at få den del lavet ordentligt var ikke så let. At lave denne Puch var ren hygge og medførte mødet med mange sjove mennesker i jagten på dele. Jeg fandt ud af, at der er en del jævnaldrende, der også har eller er ved at genskabe deres gamle knallert. Der findes enkelte dele, som ikke mere er at finde originalt, udstødning er sådan en del. Men kvaliteten på de dele, som reproduceres til Puch er ofte ok. Jeg gik dog efter at gøre denne så original som overhovedet muligt, og faktum er, at kun dele af ledningsnet, bremsekontakt, sædebetræk, fælge og udstødningskåbe er uoriginale dele. Resten er originale og fra denne knallert. Motoren måtte naturligvis have nogle sliddele skiftet, og gearkassen blev til slut fyldt med den samme Castrol SEA 30 olie, som man kørte med dengang.


Danmarks national knallert

De er altså lidt morsomt, at en genstand som sådan en Puch-knallert, der var så almindelig engang, kunne ende op med at blive omgærdet med en sådan affektion blandt samlere og nostalgiske personer, som tilfældet er. Men en 3 gears Puch er jo nærmest Danmarks nationalknallert, og derfor medfører enhver køretur på den flere beundrende blikke end noget andet køretøj, jeg har ejet.



16 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comentários


bottom of page