top of page

You meet the nicest people on a Honda


Verdens mest producerede og kopierede motor er Hondas lille 1-cylindrede C-motor. I det store udland måske mest kendt takket være Honda CUB-modellen. Produceret uafbrudt siden 1958 og som i 2017 rundede produktionsnummer på ufattelige 100 millioner.


ET SKØNT SLOGAN


Som C50, C70, C90, C100 og stadig i produktion som 125 kubik. Et helt uvirkeligt antal. Dertil kommer alle andre små Honda-maskiner, som har været produceret op gennem tiden med samme motor. Fra 1965 blev motoren forfinet med en 65 kubik og overliggende knastaksel. Ydelsen lå dengang på godt 6 hk, hvilket gav den lille maskine en tophastighed omkring det 80 km/t. Senere fulgte 90 kubik versionen med ca. 8 hk og en tophastighed på 90 km/t.


Super CUB’en blev solgt under det fængende slogan “You meet the nicest people on a Honda” - en helt anderledes attitude til motorcykel end nogen anden fabrikant indtil da havde forsøgt sig med. Disse små maskiner var gennemtænkte, let-kørte i hidtil uset grad. Dette så både unge og gamle, mænd og kvinder kunne tumle dem. De var bygget med minimale krav til vedligeholdelse, hvilket sammen med lavt forbrug, sikrede ekstremt lave driftsomkostninger. Op mod 70 km pr. liter benzin gav en uovertruffen driftsøkonomi. Og det skulle vise sig, at disse små lavkomprimerede maskiner kunne tåle næsten hvad som helst. Prøver man at gå på nettet og se, hvad folk har udsat Honda C90 for, bliver man overrasket. Folk har krydset kontinenter på disse maskiner. Pizzabude i mange af verdens storbyer nyder stadig glæde af disse maskiners utrolige egenskaber. For nogle år siden læste jeg om et pizzabud, som var blevet træt af at suse rundt i Londons gader, han fortsatte en dag ud af byen og kørte verden rundt. Eneste problem som opstod på turen var hjulene, der brød sammen på de dårlige veje, resten af den lille maskine klarede turen hele vejen rundt. Der findes mange eksempler på maskiner, som har rundet 100.000 km, uden andet end almindelig vedligeholdelse. Jeg kender til et eksemplarer, som har kørt 208.000 km, og som står udstillet på et Museum på Isle of Man, hvis ejer var ingen mindre end den navnkundige Harry 'Professor' Lundberger. Han tog turen fra Stockholm til TT løbet på IOM, tur-retur, flere gange på sin C90, da han havde nået en alder, hvor han ikke længere kunne tumle de store hurtige maskiner, som ellers havde været hans livslange interesse.


En anden utrolig historie er den gale englænder Ed March, der har gennemkørt stort set alle jordens kontinenter på en 30 år gammel C90, i alt 176.000 km. Gennem ørkner og på kryds og tværs af Canada i stegende hede og arktiske temperaturer. Mon ikke man kan tale om en mekanisk legende, om end af minimale dimensioner.


EN RØD NÆSE

Dette bringer mig tilbage til den historie, jeg egentlig ville fortælle om Honda CD 50. Ingen knallertsamling uden en maskine med en 4-takts motor med H på. Honda CD 50 var Hondas bud på en knallert, der ville kunne tilpasses den danske knallertlovgivning i 70’erne. Havde det ikke været for den håbløse neddrosling til lovlige 30 km/t, havde den knallert været det helt rigtige for mange, men med dansk neddrosling som kun tillod et hul ind i topstykket på bare 5 mm var det en død sild. Og på toppen af det hele et tændingssystem, som avancerede modsat for at forhindre, at man på nogen måde kunne komme over den tilladte hastighed. Stækket på den måde var den håbløs at køre på. Derfor kørte 90 % af alle, der kørte CD 50, ulovligt. En CD 50 havde som standard ca. 5 hk, hvilket rakte til en tophastighed på 75 km/t. Da motoren kunne tåle mosten ved høje omdrejninger, var den pålidelig ved fuld skrue, og selv med yderligere tuning kunne den holde, hvis den ikke blev mishandlet, hvilket mange usympatiske teenagere ikke kunne modstå. Jeg ejede aldrig selv én dengang, men beundrede hvor godt de gik uden plombe og med blokeret svinghjulsavancering. En af byens skrappe drenge kørte fra politiet mere end én gang på sin CD 50, den hurtigste i byen, der gik hele 95 km/t på toppen. For nogle år siden fandt jeg en CD 50 fra 1974, der havde stået stille i et skur i årevis. Det meste af det blanke var rødt af rust, men den var komplet og havde ikke kørt langt. Ejeren havde kørt til og fra bådehavnen og til og fra det lokale værtshus, og hans næse var lige så rød som hans Honda, da den var ny.


Desværre havde motoren sat sig og var herefter uden kompression. Jeg lod en Honda-ekspert lave motoren og renovere hjulene med nye fælge, da jeg i den periode ikke havde tid at rode med den pga. af andre projekter. Den fik også en ny udstødning, men det var et let objekt. Og jeg havde længe før, jeg fandt denne, bestemt mig for, at faldt jeg over en original CD 50 eller DAX til en fornuftig pris, ville jeg slå til. Jeg havde ikke de store køremæssige forventninger til den lille Honda, men blev glædeligt overrasket da jeg fik den startet op. Den hyggelige lyd fra den lille motor vakte minder. Da denne altid har været lovlig, skal den forblive sådan. Den er ude at køre hver sommer, og det er én af de knallerter i min samling, der altid er forsikring på, så den kan bruges til en lille hyggetur på lune sommerdage. Modellen var i produktion i over 10 år, med et kosmetisk facelift i 1975. I andre lande var varianten SS 50 med 5 gear og blanke skærme den udvalgte. I dag er alle disse små Honda-modeller særdeles eftertragtede og de få originale, der er tilbage, fortjener at blive bevaret for eftertiden.


Artikler du må læse:




10 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comments


bottom of page